Økologi

- danske råvarer og kvalitet

Økologi/danske råvarer og kvalitet

I forbindelse med mit vikariat som køkkenassistent er jeg blevet langt mere opmærksom på kosten, dens kvalitet, oprindelse og sammensætning.

Jeg har den holdning, at det skal være en positiv oplevelse at få mad og spise sammen, samt at det skal være en del af måltidsoplevelsen at deltage i madlavningen alt efter alder, evne og interesse.

Min primære holdning til råvarerne er, at de skal være friske! Det vil sige at alt ikke nødvendigvis er økologisk hvis det f.eks. er trist eller af ringe kvalitet - SAMT ikke mindst hvis det har en lang transport bag sig. F.eks. vil jeg (i sæsonen) hellere servere dugfriske jordbær fra dansk avler end økologiske jordbær fra f.eks. Spanien eller Holland.
Når det er sagt er der dog varer som ikke produceres i Danmark eller sælges i stort omfang i økologiske udgaver. Eksempler på dette kan være meloner eller tropiske frugter. Her prioriterer jeg det højest, at børnene får varierede smagsoplevelser frem for en fuld økologisk kost.
I sommerhalvåret er jeg sædvanligvis selvforsynende med agurk, peberfrugter og tomater fra eget drivhus. Planterne dyrkes i plantekasser med ny frisk jord og selvfølgelig uden sprøjtemidler!
På vores ture i naturen er en stor del af oplevelsen ligeledes, at vi næsten altid kan finde noget der gror vildt, og som vi selv (eller vores husdyr) kan spise. I foråret er der skvalderkål, brændenælder, skovmærke, hyldeblomst og skovsyre i store mængder - de venter blot på at blive plukket ;0)
I eftersommeren og om efteråret er der masser af æbler, pærer, mirabeller, brombær, hyldebær og nødder i hegn og offentligt tilgængelige steder, der blot tigger om at blive brugt.

Med hensyn til børnenes frokost vil jeg langt hellere servere hjemmelavet pålæg end det der kan købes i kølediskene, også selvom det er økologisk! Meget ofte vil det pålæg jeg benytter være middagsrester, rester fra vores varme frokost tidligere på ugen, eller frugt/grønt/fisk som er nemt at håndtere uden det skal tilberedes for meget.


Som du måske kan fornemme finder jeg selv emnet om kost vældig spændende og er altid nysgerrig efter at høre andres holdninger og opfattelser omkring mad og råvarer.
Du er derfor altid velkommen til at kommentere og komme med gode indput eller ideer...


Bedste mad-mod hilsener fra Ellen